Fællesskabet er fremtiden for stuhr

STUHR GROUP er blevet revitaliseret og rebrandet. I dag består kæden af fem saloner, der er udbygget, så de harmonerer med og støtter op om værdier som fællesskab, diversitet, kreativitet og kvalitet. hair har talt med både salondirektør Anaïs Brynée Christensen og Søren Hedegaard, der er kreativ direktør samt Mohamad Damascene, der er en af STUHRS unge frisørtalenter om kæden, om trenden og om udviklingen.

Når Mo, der er blandt landets nye, helt store frisørtalenter, går på scenen eller underviser hos STUHR, sker det med fællesskabet som driver. Når salondirektør Anaïs Brynée Christensen arbejder hårdt på at skabe de bedste saloner, sker det med fællesskabet som kodeord, og når Søren Hedegaard, der er kreativ direktør, guider kædens unge frisører i kreativt team, sker det også med fællesskabet som det absolutte omdrejningspunkt.

Stuhr er igennem det seneste år blevet revitaliseret og rebrandet med bl.a. et nyt logo. Man har lukket tre saloner, og som Anaïs fortæller, er det ikke sket af økonomiske årsager, men fordi man vil skabe fremtidens frisørkæde med saloner, der bygger på et fagligt og menneskeligt fællesskab. I dag består Stuhr således af fem saloner med den nye salon STUHR / L'OREAL - der er et partnerskab mellem STUHR og L'OREAL`s nordiske professionelle division. Salonen blev etableret i foråret 2023 og er det seneste skud på stammen og kædens Flagship-salon med fokus på udvikling og nytænkning i branchen. Her vil STUHR's kreative team få plads til at udvikle og dele viden til gavn for kunder, samarbejdspartnere og andre frisører i branchen. I hjertet af salonen ses L'Oreal Color Atelier, inspireret af de åbne køkkener, hvor man som kunde kan følge med i processen, når hårfarver forberedes og blandes.

Transformationen af kæden tog fart, da Henrik Olsson, der tidligere drev STUHR HAIRCARE, købte hele kæden af Elmer Stuhrs døtre Bettina og Malene Stuhr og lagde både STUHR salonerne, STUHR HAIRCARE og STUHR EDUCATION – sammen under ét; Stuhr Group ApS.

Vi arbejder i nu'et

Søren Hedegaard ser den udvikling, der er sket i kæden som et skridt ind i fremtiden, og det tager han med sig i arbejdet med kædens kreative team.

”Vi arbejder i nu’et, vi ser på, hvad der rører sig i tiden, og vi vil ikke låse os fast. De unge mennesker rykker sig fagligt men også mentalt meget hurtigt. STUHRS nye generation af frisører inspireres af instagram og sociale medier generelt, hvor mit ønske er at kombinere den form med den direkte kontakt og dialog. Vi tror på, at vi også i et internt fælles samarbejde kan udvikle nye ideer og teknikker, som er i tråd med tiden - min erfaring kombineret med den nye generations gåpåmod og iderigdom, er den perfekte cocktail.

Da vi i det sene efterår havde fotosession, besluttede vi os for at ”nørde” - altså at “lege” os frem til en serie billeder, som under teknisk guidance og et forudbestemt tema - og i samarbejde med den fantastiske fotograf JONAS JENSEN - endte i en forrygende serie billeder, som vel egentlig mere beskriver en stemning, som både vi og vores kunder føler sig godt tilpas i”, forklarer Søren Hedegaard, der beskriver det sådan: ”For mig var det som at så et frø, se det spire, vokse op, få knopper og blomstre”. 

Han mener, tiden, hvor man skabte to årlige frisurekollektioner, er forbi for STUHR. ”Jeg tror på, at vi skal have en anden og ny tilgang til hår. Vi lader os helt enkelt inspirere af hinanden og i tråd med tiden skaber det kreative team de frisurer og stylinger, der kendetegner STUHRS DNA.”, forklarer Søren Hedegaard, der beskriver sin egen rolle som kreativ direktør sådan: ”De unge stiller op med nysgerrighed og spontanitet og viljen til at tage imod og lære, og jeg stiller op med min erfaring og utrættelige lyst til at give min viden videre. Jeg og mine kolleger giver dem vinger, de kan flyve videre på”. For som han siger: ”Det er sådan, jeg er som person. Jeg flytter mig hele tiden, jeg er nysgerrig og opsøgende, og følger de strømninger, der er i tiden. Jeg er vaccineret med at opsnappe trends og formidle dem”.

Søren Hedegaard mener ikke, trends handler om at kopiere andre, men om at blive så inspireret af alt omkring sig, at det sætter en tankevirksomhed i gang, der gør, at man kan skabe sit eget. Han kalder det STUHR-DNA’et: Opgaven er at opdrage de unge til at fange tendenserne, og ikke mindst at motivere dem. Netop STUHR-DNA’et har igennem mange år været anerkendt i hele Norden som inspirationskilde for andre frisører, og Søren Hedegaard slår fast, at dét kreative team, der er hos Stuhr netop nu, er det vildeste, han har set i mange år. 

”Alle byder ind, akkurat som skuespillere ville gøre i et teaterstykke, hvor det faste manuskript og dermed historien, fyldes ud af skuespillerens evne til at fortolke teksten, og jeg føler mig privilegeret over at sidde som chef for en gruppe mennesker med et så fabelagtigt drive”. Han mener, det er det rigtige valg, STUHR har taget ved også fremadrettet at rekruttere unge mennesker, der har frisørfaget i deres hjerte. ”Vi er kreative, vores fag flytter os, og vi rykker med”. 

Søren slår fast, at han nyder hvert eneste minut. ”Alle 15 mennesker i det kreative team byder ind, og når vi står på scenen eller er til photoshoot, er det fællesskabet, der er i fokus. ”WE NOT ME”. For det er i fællesskabet, man mærker, det unikke - når tanken bevæger sig fra hjertet til hånden. Vi arbejder tæt sammen; frisørerne, salondirektøren og den kreative direktør om at få tingene til at gå op i en højere enhed”.

Anaïs er helt enig: ”Det er fællesskabet, det driver væksten i kæden, og alle bidrager til fællesskabet på deres egen måde”.

Jeg sætter rammerne

”Jeg sætter rammerne, og bestemmer, hvad vej, vi skal gå. Derudfra har de frie hænder, og kan byde ind med alle de ideer, de har. Og med L’Oréals partnerskab er de klædt rigtig godt på, så de har den rigtige håndværksmæssige baggrund til at turde slippe tøjlerne og give den gas”, siger Søren Hedegaard.

Han mener helt klart, at frisørfaget er et modefag, og at man som frisør skal reflektere det, der sker på modefronten. Men det er også vigtigt for både ham og STUHR, at der er tanker bag det, man gør.

”Vi er normalt ikke med på modeugen i København, men da den iranske designer Karo Kurrani holdt et show i begyndelsen af året med diversitet og Kvindernes Kampdag som omdrejningspunkt, var vi backstage, fordi det falder perfekt sammen med de værdier, vi gerne vil repræsentere i kæden”, siger Søren Hedegaard, og han trækker Mo, der kommer fra Syrien frem som et godt eksempel. 

”Vi er nødt til at se ud over vores egen lille næsetip. I alle vores saloner er diversiteten i fokus, og vi har medarbejdere fra lande over hele verden. Da Mo kom til Frederikshavn fra Syrien, var Bettina Stuhr og jeg enige om, at ham ville vi gerne give en chance i København, og det har vi på intet tidspunkt fortrudt – tværtimod”.

Holdningen hos Stuhr er, at der ingen stjerner er i teamet. ”Vi samler os i et budskab om fællesskab, og vi tager hånd om alle; de stille blomster, der endnu ikke er sprunget ud, og dem, der står i fuldt flor. Og i salonerne handler det om at finde det rigtige match mellem kunden og frisøren selv om det betyder, at man anbefaler en kunde til en anden frisør i forretningen eller i kæden”.

Derfor er der heller ingen decideret frisurekollektion. ”Vi er individuelle mennesker, og vi dyrker det unikke i kombination med klædelighed, for vi vil skabe hår og salonoplevelser, hvor kunden føler, det er hende, det handler om, og at hun ikke er et nummer på samlebåndet”, fastslår Søren Hedegaard, og han understreger det ved videre at sige: ”Vi vil ikke lave frisurer uden personligt engagement, for vi har et fælles ansvar for at højne standarden i branchen, og det gør vi ved at gøre opmærksom på, at frisørfaget ikke kun er et håndværk men derimod et kunsthåndværk . Hos Stuhr har vi i hvert fald en ambition om at bringe frisørhåndværket op på linje med modens haute couture. Alle kan klippe pandehår, men det er det personlige touch, der betyder noget”.

Der skal være en rød tråd

Når det er sagt, skal der også være en rød tråd fra de billeder, der skabes af det kreative team til det hår, der laves i salonerne, og for Stuhrs vedkommende gælder det enkelheden og kvaliteten. Det handler om at skabe en stemning og en følelse, som kan genskabes hos kunderne. 

Den kunderejse, der netop nu er i fuld gang, er Anaïs forgangsperson for. Fra modtagelsen i salonen til vejledningen til omhyggeligt at guide kunderne i alt fra det generelle frisørhåndværk til make-up tips, tips til påklædningen med mere”.

”Vi er sansemennesker, der har et instinkt for, hvad der klæder mennesker, og det skal vi ikke være bange for at bruge, ligesom vi heller ikke skal være bange for at foreslå en kunde noget nyt, og sige, at hendes frisure trænger til en opdatering”, mener Søren Hedegaard, der slår fast, at det er samarbejdet mellem Anaïs og ham selv, der har flyttet Stuhr derhen, hvor man er i dag på rekordtid.

”Og det var ikke gået, hvis vi havde været bange for at bryde med fordomme og traditioner”. Søren fortæller, at det var ”kærlighed ved første blik”. ”Vi har fælles ideer og tanker om, hvor vi vil hen. Og ja, i et demokrati kan man være uenige, men så tager vi snakken igen og bliver enige. Det er den røde tråd i STUHRS DNA, vi sammen med Henrik gerne vil føre videre”. Og han siger, at trods sine 43 år i branchen, har det været en unik oplevelse med unikke mennesker, og Anaïs bakker op.

”Vi har en ærlig og kærlig tone på direktionsgangen, og den føres videre ud i salonerne”, siger hun, og suppleres af Søren, der siger, at de selv og vi i Danmark generelt er for egoistiske og kan lære meget om fællesskab fra mennesker som Mo.

”Han kom til Danmark, lærte sproget og kulturen fra bunden, han er en fighter, og i dag er han og hans bror en del af min store børneflok. Vi og de lærer af hinanden og giver den viden videre, og hvis det ikke var for Mo, ville min verden se anderledes ud. Hver eneste gang, vi er sammen, inspirerer han mig”, siger Søren med et smil, og han mener klart, at den ”bagage” eller “historie” om man vil, folk kommer med, kan inspirere os videre og bruges konstruktivt. ”Jeg samler på gode mennesker”, siger Søren Hedegaard, og han mener, det er STUHRS DNA i en nøddeskal.

”Jeg kunne dybest stoppe med at arbejde og nyde livet. Men jeg er i den grad drevet af mine kollegaer, og min gamle far, der siger: ”Du må aldrig stoppe, for det er en del af dit liv”.

Klichéen lever

”Kunden kommer i første række” er en kliché i branchen. Men det holder, mener Søren Hedegaard, og han er ikke i tvivl om, at det i høj grad handler om den, der udfører opgaven.

”Tandlægen fortæller ikke, hvordan han borer. Som frisører skal vi også træffe nogle beslutninger. Og hvis vi ikke har det godt, bliver resultatet ikke optimalt. Det er håndværk, og man skal være ”in the mood” – også selv om man har travlt.

Mo, hvis fulde navn er Mohamad Damascene, er helt enig. ”Når jeg er på arbejde, føler jeg, jeg er en del af en familie, og vi gør alle sammen en indsats for at skabe den bedste oplevelse for kunderne”.

En Michelin-opfattelse

Anaïs slår fast, at Stuhr Group er på en rejse.
”Dét, vi har arvet af Elmer Stuhr, er unikt, og det ligger også som en sten på skulderen. Men af den gode slags. For det var ham, der skabte ideen om, at vi skulle have en Michelin-opfattelse af at være frisører, og at vi skulle gå hånd-i-hånd alle sammen som en del af noget fælles, samt ikke mindst at det handlede om at have lyst til faget”.

Med den nye konstellation i Stuhr Group, fortæller Anaïs, er legepladsen blevet endnu større. ”Det handler om forretning og om fællesskab, og med samarbejdet med L’Oréal har vi nu også skabt et kreativt lab”, siger hun, og Mo er helt enig: ”Vi inspireres af hinanden. Vi er ca. 10 undervisere hos STUHR, der underviser på forskellige niveauer, så alle kan være med - både som underviser og som deltager. Hvis man er helt ny underviser, assisterer man i begyndelse én med mere erfaring, så vi på den måde skaber et trygt miljø hele vejen rundt”. Og så er man ikke bange for at sige, at man er en del af noget større.

”Er der én ting, vi aldrig har været dygtige til, er det online og SoMe. For når vi gør noget, skal det gøres rigtigt og ordentligt og bære vores DNA. Det kommer det til nu”, fastslår Anaïs, der slutter af med at siger: ”Vi troede, STUHR var 5-stjernet og ikke kunne blive bedre - men sådan er det ikke helt. Vi skal blive ved med at nørde og øve os, være gode rollemodeller og være fagligt stolte, og vi vil gøre en forskel”.

 

Artiklen er skrevet af Pia Finne for hair.dk